MEDLEMSARRANGEMENT 10. September – THE MANDIES
The Mandies – Pigtrådsmusik i Dalum
Der gror ikke mos på rullesten!
Dalum-Hjallese Lokalhistoriske forening indbyder til medlemsarrangement tirsdag den 10. september 2024, kl. 19.30 i Dalum Kirkes Anneks, Dalumvej 112, 5250 Odense SV.
Tilmelding via Dalum Kirkes hjemmeside www.dalumkirke.dk (åben for tilmelding 3 uger før – betaling ved indgangen – husk at meddele evt. afbud)
Pris kr. 50,- (der serveres en øl/vand i pausen).
Emne: The Mandies 1965-68 + 2024 – Der gror ikke mos på rullesten! Hvordan 4 Dalum-drenge startede et pigtrådsorkester i rockens barndom.
Kom og hør hvordan man startede et band i 1965 – i rockmusikkens barndom, og om hvordan det var at bo og vokse op i Dalum-Hjallese. Lidt usædvanligt samles alle bandets oprindelige deltagere denne dag i Dalum Anneks. Et af bandets medlemmer, Ole Kjellerup, fortæller:
”I 1965 var der ingen, der underviste i rytmisk musik, så vi var nødt til at styre det hele selv, der var ingen voksne, der hjalp. Vi kopierede de store, kendte bands’ sange, sådan som alle andre gjorde på det tidspunkt. Vi måtte fx selv lytte os frem til akkorder og selv lytte tekster af – efter bedste evne. Da vi startede i 1965, var The Mandies endnu ikke klar til at tage ud at spille jobs, vi manglede stadig rutine – og grej. Men i løbet af 1967-68 kom der så meget styr på det, at vi kom ud at spille, blandt andet med hjælp fra en storebror, der bookede flere jobs. Vi spillede mest i ungdomsklubber og på mindre spillesteder.
I forbindelse med vores koncert/foredrag kommer vi og spiller nogle af de gamle rocknumre – fra dengang hvor de ældre generationer kaldte det pigtrådsmusik! Vi fortæller om musikken og tager også nogle gamle ting og sager med – bl.a. lidt instrumenter m.m. Vi vil også vise egne billeder fra vores øvelokale og fra lokalområdet.
Udover det musikalske vil vi også forsøge at trække tråde til, hvad det har betydet for os senere i livet – menneskeligt og arbejdsmæssigt.”
Tilfældigvis har Ole Kjellerup også en fortid som lærer på Tingløkkeskolen 1976-93 – underviste bl.a. i musik. Fra 1977 til 2016 var han musiklærer og musik-koordinator i ungdomsskolen.
The Mandies: 1965-68: Lars Høj – bas, Jan Moth – guitar og sang, Ole Kjellerup – guitar og sang, Preben Hultgren – trommer. (I 2024 er The Mandies udvidet med Bo Monrad – sang og mundharpe)
Arrangeres i samarbejde med Dalum Kirke.